UNDER BYEN



”Welcome to the best band in Denmark, probably the best band in the world.”
(David Fricke fra Rolling Stone Magazine introducerer Under Byen)

”…det velfungerende, homogene musikalske kollektiv rakte blidt ud til hver eneste lytter og bød på dystre perler fra både den seneste glimrende udgivelse og de tidligere sublime værker. Lyden var eminent, og orkesteret præsterede i flere momenter at skabe hypnotiske tilstande, hvor publikummet både blev sendt i trance og parkeret i eftertænksomme mentale huller.” (Soundvenue, liveanmeldelse 2010)

Under Byen har siden gruppen blev dannet tilbage i 1995, stået for en helt egensindig musik, der gennem årene har skaffet dem massevis af fans i ind og udland - på trods (eller måske netop på grund?) af det faktum, at gruppen synger på dansk. Under Byens soniske malerier minder ikke om noget andet på den internationale scene – og netop derfor har gruppen stille og roligt spillet sig til et stadigt større publikum og til støt stigende international opmærksomhed. Under Byens seneste album ”Alt er tabt” kom i februar 2010 og ramte endnu engang plet hos anmelderne, der bl.a. skrev om: ”endnu et vinderalbum fra det dybt originale orkester…” (Gaffa) og ”en sejr for det originale snit i dansk musik” (Politiken).

Under Byen har og har haft en karriere der er helt uden sidestykke i dansk musikliv. Deres dansksprogede albums er udkommet over store dele af verden – og blandt deres fans finder man sværvægtere som Senior Editor David Fricke fra Rolling Stone i USA (der udnævnte deres andet album til at være 2002s bedste udgivelse), den nu desværre afdøde legendariske BBC vært John Peel (der transmitterede gruppens hele gruppens 2003-koncert ved Eurosonic-festivalen på BBC), tyske Rammstein (for hvem Under Byen i 2004 re-mixede sangen ”Ohne Dich”) og danske Steffen Brandt (der udgav bandets debutalbum på sit pladeselskab Have A Cigar).

Under Byen debuterede med den selvudgivne EP ”Puma” i 1997. Et af numrene her hed ”Spindelvævssind” – og det kunne udmærket være én af mange mulige karakteristikker af gruppens musik, der både rummer indfaldsveje og afveje, stærke sansninger og skrøbelige stemninger, smuk stilhed og storladen støj. Gruppen blev ”opdaget” af TV-2s Steffen Brandt, der signede Under Byen som de første til det nye pladeselskab Have A Cigar - der stod bag udgivelserne af dels debutalbummet Kyst (1999) og to´eren ”Det er mig der holder træerne sammen” (2002). Det tredje album fra Under Byen - ”Af Samme Stof Som Stof” - udkom i Danmark i marts 2006 og blev af musikmagasinet Gaffa beskrevet som et album der ”besidder samme massive stof som en imploderende stjerne”. I februar 2008 kom minialbummet ”Siamesisk”, med liveoptagelser fra en 2007-koncert i Radiohuset i København, hvor Under Byen var i smukt selskab med DR RadioUnderholdningsOrkesteret.

Det er altså bare blevet til fire fuldlængde albums, i de omkring 15 år Under Byen har eksisteret. Til gengæld er det albums der hver især er blevet rost til skyerne – og har resulteret i en lang række totalt begejstrede anmeldelser, fra journalister i både Danmark og resten af verden, der i Under Byen har oplevet noget helt og aldeles unikt. Gruppens albums er som nævnt udkommet over store dele af verden – og gennem årene er det også blevet til massevis af koncerter i udlandet. I 2007 var Under Byen afsted på deres hidtil mest omfattende turne i Nordamerika, med mere end 20 koncerter i USA og Canada.

Sideløbende med Under Byen har gruppens musikere været involveret i utallige side- og/eller soloprojekter – og medvirker også på en lang række indspilninger med andre kunstnere. Under Byen har bl.a. leveret lydspor til spillefilmen ”To Ryk Og En Aflevering” – og er blevet remixet af beslægtede musikere som Mikael Simpson, Jomi Massage og Thomas Knak. I 2010 leverede Under Byen deres version af ”Sort Vinter” til CV Jørgensen hyldesten ”Fortolkninger af en vis beskaffenhed”.

Under Byen er et på alle måder magisk musikkollektiv - med en instrumentering der heller ikke er helt almindelig, men er aldeles uomgængelig, når det handler om at skabe det musikalske tryllestøv, der rammer publikum ved koncerterne. Under Byen består af sangerinden Henriette Sennenvaldt, bassisten Sara Saxild, violinisten og sav-spilleren Nils Gröndahl, cellisten Morten Svenstrup, trommeslageren Morten Larsen og endelig Anders Stochholm på guitar og keyboards.



ARTIST ALBUMS

Har du ikke allerede albummet kan du købe det her

  • Alt Er Tabt

    Feb 2010

  • Af samme stof som stof

    Marts 2006

Vil du have chancen for at købe billet til særlig hotte koncerter før alle andre, vil du modtage vores nyhedsbrev, vil du deltage i konkurrencer og modtage invitationer til specielle showcase koncerter ? SÅ MELD DIG IND I KLUBBEATBOX eller LOG IND HER

KOMMENDE KONCERTER

MED UNDER BYEN

03.10.2013
Københavns Museum, København V
03.10.2013
Københavns Museum, København V
04.10.2013
Kvindemuseet, Århus C

RELATEREDE NYHEDER

  • 18/06-2012
    Under Byen på Atlas under Aahus Festuge
  • 20/09-2011
    UNDER BYEN PÅ TEATER GROB
  • 25/11-2010
    UNDER BYEN UDGIVER DIGITALT KONCERTKATALOG
  • 03/11-2010
    UNDER BYEN AFLYSER KONCERTER.
  • 27/09-2010
    Il Tempo Gigante spiller support for Under Byen.
  • 06/07-2010
    UNDER BYEN AFLYSER KONCERT..
  • 26/05-2010
    UNDER BYEN PÅ DANMARKSTOUR TIL NOVEMBER
  • 05/05-2010
    Under Byen i Koncertsalen i DR koncerthus
  • 30/03-2010
    UNDER BYEN 3. KONCERT SNART UDSOLGT
  • 30/03-2010
    ET OVERFLØDIGHEDSHORN AF KONCERTER I PÅSKEDAGENE.

Beatbox Booking & Concerts · Jorcks Passage 1 B, 1. sal · DK-1162 København K