TINA DICKOW



Tina Dickow tvinger sig selv så langt ud af komfortzonen, at danseskoene undervejs løber af med hende. Resultatet er et sensuelt, ubesværet og nuanceret opbruds-album. (Jyllands Posten, 5 stjerner)

Selvsikkerheden stråler ud af Dickows femte studiealbum. Hvor hun tidligere har brugt tvivlen, udlængslen og den store, eksistentielle rastløshed som benzin til sin musik, virker ’Where Do You Go To Disappear?’ som et album lavet af en kunstner, der fremstår velafbalanceret og – tør man sige – lykkelig. (Politiken, 4 hjerter)

Det høres tydeligt, at roen har lagt sig over Tina Dickow, og det søgende nu vender mere indad på et album, der undervejs tenderer det introverte. Den hidsige umiddelbarhed, der prægede hendes seneste regulære studiealbum Count To Ten, er afløst af en eftertænksom rummelighed i både tekst og musik. Til gengæld har udspillet mere karakter af et nødvendigt album, som det var tilfældet med den tidlige Notes. (Gaffa, 4 stjerner)

Der var masser af store anmeldelser til Tina Dickow for ”Where Do You Go To Disappear”, hendes femte studiealbum, der udkom i september 2012. Albummet markerede på mange måder starten på en ny fase i Tina Dickows musikalske liv. Indspillet i eget studie i det nye hjemland Island - og i tæt samarbejde med den både private og kunstneriske partner Helgi Jónson. Som uddybning af albumtitlen sagde Tina Dickow i et interview med Gaffa: ”Vi har alle sammen brug for steder, vi kan tage hen for at slå hjernen fra, og for mit vedkommende er det blandt andet musikken. Det er der, jeg kan forsvinde og fortabe mig i øjeblikket. Det bliver sværere og sværere i en verden, hvor man hele tiden skal være "connected" via alle kanaler, men det er bare så pisse vigtigt, at give sig selv tid og lov til at forsvinde en gang imellem. Man skal have noget tid, hvor det eneste, man er i relation til, er sig selv.” Det nye album gik direkte ind på førstepladsen på listen over de mest solgte albums i Danmark – og der var nye hits til sætlisten, som bl.a. den muntre og charmerende selv-karakteristik på førstesinglen ”You Wanna Teach Me To Dance”.

Den 31. januar 2013 starter Tina DIckow på ”The Other Side Tour” 2013, en akustisk og intim trio-turné der rammer 8 danske byer. Bl.a. bliver det ved denne lejlighed til ikke mindre end 7 koncerter i Glassalen i Tivoli. De fleste koncerter på turen er enten udsolgte eller tæt på udsolgte. Sommeren 2013 samler Tina Dickow igen bandet omkring sig og drager på tur under åben himmel

Før ”Where Do Yo Go To Disappear” var der gået fem år siden Tina Dickow udgav sit seneste studiealbum, "Count To Ten", der indeholdt nye hits som ”On The Run", Open Wide", titelnummeret og "Sacre Coeur". Efterfølgende kom den akustiske trilogi, "A Beginning, A Detour, An Open Ending" (2008), soundtracket "The Road To Gävle" (i 2009, belønnet med bl.a. to Robert-priser) plus 2010-opsamlingen "Welcome Back Colour" og live-udgivelsen "True North" (2011).

Når de sidste 12 års danske musik-historie skal gøres op, er der ingen tvivl om, at Tina Dickow vil komme til at fylde en væsentlig del af historien. Hun har bevæget sig fra næsten ukendt til dansk superstjerne i perioden – og har via sine udgivelser markeret sig som en af landets bedste og mest personlige sangskrivere, med en sjælden evne til at ramme rent og dybt hos både medier og publikum. Tina Dickow gør tingene på sin egen måde og med en energi der er sjælden for kunstnere i hendes klasse.

”Tak til Dickow for at sætte vidunderlig lyd til eksistensens ulidelige lethed - få gør det bedre, herhjemme eller i det store udland”, hed det i Informations begejstrede anmeldelse af Tina Dickows fjerde album ”Count To Ten”. Et udspil der fik de helt store ord og en hel masse stjerner ud af de danske anmeldere – mens publikum hyldede sangerinden på deres egen måde, nemlig ved at gå ud og købe albummet i så rå mængder, at Tina Dickow gik direkte ind på førstepladsen af salgslisten, ved udgivelsen tilbage i september 2007.

Tina Dickow er bestemt ikke nogen overnight-sensation – og hendes succes er resultatet af mange års hårdt arbejde og ikke mindst at hun tidligt valgte at tage karrieren i egen hånd. I 1998 udgav hun sin første plade, singlen ”Your Waste Of Time” der, selvom den var Ugens Uundgåelige på P3, ikke for alvor gav skub i karrieren. Først i 2001 kom debutalbummet ”Fuel”, udgivet på hendes eget selskab Finest Grammophone, med Dickow selv som alt fra direktør til chef i pakkerummet. Debut´en blev pænt modtaget herhjemme – og førte til engelsk manager og international forlagskontrakt, hvorfor Dickow i 2002 flyttede til London hvor hun i mange år havde base. Det helt nøgne album ”Notes” gav i 2003 Tina Dickow et pænt gennembrud i hjemlandet – og succesen blev for alvor cementeret med ”In The Red”, der i 2005 solgte mere end 50.000 eksemplarer i Danmark og efterfølgende blev udgivet i en lang række lande. Sideløbende med solo-karrieren har Tina Dickow også haft succes som sangskriver for andre – og som deltids-medlem af det store engelske band Zero 7, med hvem hun har givet koncerter over hele verden. Blandt de mange inden- og udenlandske kunstnere hun har indspillet eller optrådt sammen med, finder man også navne som Medina, Helgi Jonsson (ISL), Thomas Helmig, Steffen Brandt og Henrik Hall. På soundtracket til 2010 Holywood-filmen “Clash Of The Titans”, kan man høre Tina Dickow synge tracket ”The Storm That Brought You To Me”, lavet af Massive Attack-lydsmeden Neil Davidge.

Tina Dickow er i bogstaveligste en sanger og sangskriver der sættes ”pris” på – og blandt de mange hædersbevisninger der er blevet hende til del kan nævnes P3 Prisen (2006), Polka Verner Legatet 2007 (Danmarks Smukkeste Festivals hæderspris), Danish Music Awards i 2006 (Årets Danske Sangerinde) og 2004 (Årets Danske Sangskriver) og Kronprinsparrets store kulturpris, som Kronprins Frederik overrakte Tina Dickow den 21. september 2008, ved et stort arrangement i operaen i København. Seneste hæder til Tina Dickow kom i starten af 2010 med to Robert-priser fra Det Danske Filmakademi, for musikken til filmen ”Old Boys” (der findes på albummet ”The Road To Gävle) og i 2012, hvor hun blev tildelt Gaffa Prisen som Årets Danske Kvindelige Kunstner.



ARTIST ALBUMS

Har du ikke allerede albummet kan du købe det her

  • Where Do We Go To Disappear

    September 2012

  • Live med DR Underholdningsorkestret

    November 2011

  • Welcome Back Colour

    September 2009

  • The Road To Gävle

    November 2009

  • A Beginning, A Detour, An Open Ending

    September 2008

  • In The Red

    2006

  • Count To Ten

    September 2007

  • Notes

    April 2005

  • Fuel

    2001

Vil du have chancen for at købe billet til særlig hotte koncerter før alle andre, vil du modtage vores nyhedsbrev, vil du deltage i konkurrencer og modtage invitationer til specielle showcase koncerter ? SÅ MELD DIG IND I KLUBBEATBOX eller LOG IND HER

KOMMENDE KONCERTER

MED TINA DICKOW

02.05.2014
Ringsted Kongrescenter, Ringsted
03.05.2014
Portalen, Greve
04.05.2014
Odense Koncerthus, Odense C
07.05.2014
Fredericia Teater, Fredericia
08.05.2014
Musikteatret Holstebro, Holstebro
09.05.2014
Arena Nord, Frederikshavn
10.05.2014
KulturCenter Limfjord, Koncertsalen, Skive
21.05.2014
Musikhuset Aarhus, Store Sal, Århus C
22.05.2014
Kulturværftet, Helsingør
23.05.2014
Falconer Salen, Frederiksberg

RELATEREDE NYHEDER

  • 19/09-2013
    TINA DICKOW tilføjer to koncerter
  • 05/08-2013
    TINA DICKOW FLYTTER NOVEMBER KONCERTER TIL MAJ
  • 13/05-2013
    TINA DICKOW THE OTHER SIDE TOUR CONTINUED
  • 18/09-2012
    Tina Dickow Ekstra koncerter
  • 22/06-2012
    Tina Dickow på vej med nyt album
  • 02/05-2012
    TINA DICKOW The Other Side Tour 2013
  • 24/02-2012
    Tina Dickow offentliggør årets eneste to koncerter
  • 20/06-2011
    P3s allerbedste Uundgåelige - ever Vinderen er
  • 31/01-2011
    Tina Dickow & DR UnderholdningsOrkestret
  • 29/10-2010
    HELGI JONSSON VARMER OP FOR TINA DICKOW

Beatbox Booking & Concerts · Jorcks Passage 1 B, 1. sal · DK-1162 København K