Vi er stadig de samme, så at holde 30 års fødselsdag føles stadig mere som en joke end en reel kendsgerning... Men, virkeligheden MÅ OG SKAL ses i øjnene, og når det er uundgåeligt, så kan vi lige så godt få det bedste ud af det... (Jesper Binzer).

2014 markerer 30 års fødselsdagen for D-A-D – og med vanlig sans for at gøre tingene ”overmuch”, har D-A-D sat hele året af til fejring, med bunker af koncerter. Konceptet hed 30-30-30 – og handlede om, at spille 30 klubkoncerter rundt omkring i Danmark, efterfulgt af 30 klubkoncerter rundt omkring i Europa og så omkring 30 festivalkoncerter i ind- og udland. Ja, og så da også lige markerede fødselsdagen med et dobbeltalbum, der selvfølgelig indeholdt 30 af de bedste D-A-D-skæringer gennem årene. Et koncept der er gået rent ind, både hos bandets trofaste fans - og hos de anmeldere der undervejs har oplevet det nærmest naturstridigt veloplagte band D-A-D er på jubilæumsturen:

…en overdrevent oplagt opvisning i swing, spilleglæde, sejtræk og – nå ja – rock’n’roll fra den reneste sti, som jeg ikke har hørt samme leveret af d’herrer Binzer, Binzer, Pedersen og Sonne i mange år.
(Steffen Jungersen, 6 stjerner)

… når nostalgien bliver afleveret så levende og med en sådan overbevisning, er det slet ikke af det onde. Jeg tager gerne ti år mere!
(Gaffa, 5 stjerner)

Alting glødede fredag aften på Radar, hvor D-A-D lod sig hylde af sit trofaste publikum, der i tilgift fik en forrygende koncert med overraskelser fra bagkataloget.
(Stiften, 5 stjerner)

D-A-D blev dannet i 1984 og spillede sine første koncerter samme år. Fra starten som et country-punket og underholdende alternativ til det alt for poppede og det alt for indadvendte, der dengang var de to fremmeste stilretninger på den danske scene. Bandet – der dengang hed Disneyland After Dark (hvilket de senere fik forbud mod fra selveste Disney-koncernen) – debuterede på vinyl året efter, med den fine EP ”Standing On The Never Never”, der fik pressen til at rubricere bandet under den smalle genre ”ko-punk”.

D-A-D skabte sig hurtigt ry som et forrygende liveband – og grundlagde tidligt kernen af den trofaste fanskare, der siden har fulgt bandet. I ´86 kom debutalbummet ”Call Of The Wild”, der allerede året efter blev fulgt op af ”Draws A Circle” – og det er på disse tidlige albums man kan finde senere klassikere som ”Marlboro Man”, ”It´s After Dark”, ”Isn´t That Wild” og programerklæringen ”I Won´t Cut My Hair”. Langsomt forsvandt det meste af country-lyden, til fordel for en hårdere og sine steder decideret heavy-inspireret rock.

Det helt store gennembrud var en realitet med ´89-albummet ”No Fuel Left For The Pilgrims” - der med hovedsangen ”I´m Sleeping My Day Away” gjorde D-A-D til DKs førende band. Med det album tiltrak D-A-D også amerikanske pladeselskabsfolk i massevis – og det endte med at Warner lagde en million Dollars på bordet og fik D-A-Ds signaturer på en pladekontrakt til gengæld. Den nye aftale resulterede i et mindre gennembrud i såvel USA som Japan, Tyskland og Australien – og der var lagt op til at gå hele vejen når et nyt album var på trapperne. D-A-Ds selvironi og i hjemlandet højt elskede humoristiske sans, viste sig dog i USA også at være bandets Akilleshæl – og efter skuffende salg af ”Riskin´ It All”, løb den amerikanske forbindelse ud i sandet. D-A-D var dog stadig populære andre steder – og kunne igen sælge i omegnen af 500.000 eksemplarer af et album, der lagde træffere som ”Bad Craziness” og ”Grow Or Pay” til sætlisten.

Der blæste nye og langt hårdere musikalske vinde på D-A-Ds femte studiealbum, ”Helpyourselfish”, der kom på gaden i 1995 – mens gruppen i 1997 var tilbage ved det melodiøse og sine steder nærmest følsomme på den populære ”Simpatico”, hvor det pludselig var stærke ballader som ”Home Alone 4” og ”Hate To Say I Told You So” der flød fra radiostationerne. I 1999 var det exit til D-A-Ds trommeslager siden starten, Peter Jensen – og til gengæld velkommen til Laust Sonne, hvis engagement og multimusikalske talenter gav bandet ny luft og kreativitet. I 2000 kom ”Everything Grows” – der med sange som titelnummeret og ”Nineteenhundredandyesterday”, fastholdt D-A-Ds position som DKs største rockband.

I 2002 hed udspillet ”Soft Dogs” – hvor D-A-D også viste nye sider af sig selv. Titelnummeret var endnu et monsterhit for bandet – og på den efterfølgende turne var D-A-D i absolut særklasse. Drømmen om en anderledes spektakulær sommertur, med bandet selv som medtilrettelæggere, led en krank skæbne i 2002 med ”Wig Wam”-projektet” – men at modgang ikke nødvendigvis er af det evigt onde, har D-A-D været et lysende eksempel på og allerede i 2005 var gruppen tilbage i fineste form med albummet ”Scare Yoruself”. Det stærkt rockende album blev suppleret af live-DVDen ”Scare Yourself Alive” og ikke mindst mere end 100 overbevisende koncerter i ind- og udland løbet af 2006 og 2007 – og på alle planer satte D-A-D en tyk streg under deres status som Danmarks mest elskede rockband. ”Monster Philosophy” var titlen på D-A-Ds 2008-udspil – og hvad monstret havde på hjerte var fuldtonet rock´n´roll og blændende ballader. Samme år kom dokumentarfilmen ”True Believer”, hvor D-A-Ds mangeårige visuelle mastermind, Torleif Hoppe, havde åbnet sine private arkiver og klippet et underholdende og kærligt portræt af bandet.

”DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK” kaldte nationalrockerne deres 11. studiealbum der viste kvartetten i forrygende form. Eller som Ekstra Bladet så poetisk skrev: ”Veteranerne sparker god gammel drengerøv på forfriskende bistert og energisk nyt album.” D-A-D var i den grad tilbage ved rødderne, hvad publikum begejstret kvitterede for, da bandet i 2012 drog på intensiv turne, med mere end 60 koncerter over hele Europa.

Hvorfor D-A-D hver gang forlader scenen som sejrherrer, er såmænd ikke så svært at forstå, når man har overværet bandets koncerter. En aften med D-A-D er sammensat af lige dele elektricitet og tyngde, har velgørende humor og samspil i særklasse - og trækker selvfølgelig på et sangkatalog med klassikere i hobetal, spillet af et band der ikke bare er gode musikere, men også har showmanship langt ud over det sædvanlige. I imponerende 30 år har D-A-D efterhånden henrykket danskerne med deres helt egen udgave af rockmusikken – og at dømme efter den nuværende form, er det et band i storform, der nu har taget hul på endnu et kapitel af fremtiden.

D-A-D: Jesper Binzer (vokal og guitar), Jacob ”Cobber” Binzer (guitar), Stig Pedersen (bas) og Laust Sonne (trommer).